At mangle et bryst
D. 17.12.18 ændrede min krop sig drastisk på blot et par timer.
Jeg fik en mastektomi på venstre bryst og alle lymfer i venstre armhule blev også opereret væk. Forud for operationen havde været massevis af tanker og bekymringer, men i bund og grund gik det ud på, at få kræften væk. Havde hørt en del om følgevirkninger som lymfødem, sårets helingstid, genoptræning, massage af arret og proteser. Men faktisk overhovedet intet om det psykiske aspekt.
Inden jeg blev lagt til at sove på operationsbordet græd jeg og var meget følelsesladet. Jeg kunne ikke rigtigt sætte ord på det, udover at jeg selvfølgelig var bange for om jeg vågnede op igen. Men der var også noget andet. Og efter lidt snak med folkene på operationsstuen, sagde en sygeplejerske, om det ikke kunne hænge sammen med, at jeg nu havde været i behandling i så lang tid, hvor man faktisk ikke har kunne se at jeg var syg og nu ville man – eller i særdeleshed jeg – kunne SE, at jeg var syg. Det blev pludselig meget synligt fysisk. Og der ramte hun nok meget godt plet.
Igennem mit lange behandlingsforløb, har jeg været heldig at undgå slemme bivirkninger – har ikke mistet håret eller været så utilpas, at min familie og øvrige omgivelser rigtig har kunne se eller mærke, at jeg faktisk er alvorlig syg. Men efter denne operation ville man i den grad kunne se det. For jeg ville mangle et bryst! En del af min krop, der er et stort udtryk for min kvindelighed, en del af mig der har givet mine børn næring og i virkeligheden også en del at mit seksualitet.
Så jeg faldt grædende i søvn og vågnede på noget af en rus og meget lettet. Nok i virkeligheden mest lettet over at være i live, men også fordi operationen forhåbentlig var gået godt og den del af kræften nu var ude af min krop. Rusen varede ved det meste af et døgn og jeg havde kun lidt smerter.
Et døgn efter skulle den yderste forbinding fjernes – det er i grunden meget lidt man er bundet ind i forhold til hvor meget der er blevet skåret af en! Jeg havde jo haft kigget lidt på den forbinding og havde tænkt at det da ikke var så slemt – også fordi der ikke var ret mange smerter. Da den yderste forbinding var taget af, var der kun et tyndt plaster henover såret og både sygeplejerske og en veninde der er på besøg kigger på det og udbryder begge, at det er så pænt. De synes jeg skal gå ud i spejlet og se det. Hvilket jeg selvfølgelig gør med største optimisme jeg kan frembringe. Og så bliver jeg da ellers ramt af et voldsomt spark i hovedet! Pænt!? Jeg ligner jeg ved ikke hvad! Jojo bevares – det er flot syet sammen, men jeg ligner en mand på den ene halvdel af min overkrop og så hænger min forholdsvis store morpat der på den anden side! Altså det var nok også mindre end jeg havde forestillet mig, men det var noget af et chok at se sig selv i spejlet. Pludselig føltes jeg som et helt andet menneske. I hvert fald ikke mig selv. Og det gjorde mig noget slukøret og ked af det. Følte en sorg over det mistede bryst og den mistede kvindelighed, som jeg virkelig blev ramt af hver gang jeg kiggede nedad mig selv.
Jeg fik pillet drænet ud og fik lov til at blive en ekstra nat for at restituere. Da jeg kom hjem, var jeg selvfølgelig glad for at se min familie og komme hjem, men om aftenen, da jeg lå på sofaen og stirrede på vores juletræ, var det eneste jeg kunne tænke, at jeg aldrig nogensinde ville blive mig selv igen!! Følte mig i det dybeste hul jeg nogensinde har været i. Og vidste helt ærligt ikke helt hvordan jeg skulle komme op igen. Efter at have været ked og nede i et par dage, spurgte min ældste søn pludselig:”Mor, hvornår bliver du dig selv igen?” Det ramte mig og fik mig til at indse, at jeg måtte tage mig sammen og få mig selv hevet ud af det sorte hul af selvynk, selvmedlidenhed og sortseen.
Det krævede noget selvjustits, styrke og stædighed (sidstnævnte har jeg heldigvis masser af), men det smertede stadig mit hjerte og sind, når jeg kiggede ned af mig eller så mig nøgen i et spejl.
Jeg har altid haft store bryster og har godt kunne lide at have nedringede kjoler eller bluser på, men det kunne jeg heller ikke mere. Jeg kunne kun sove på ryggen i lang tid og nogen gange kunne jeg også mærke kløe eller stikken i den manglende brystvorte.
Først da jeg kom ud og fik købt nogen fine bh’er og fik mine proteser fra Amoena, begyndte jeg for alvor at få det bedre. Selvom spejlbilledet stadig er noget man aldrig helt vænner sig til tror jeg.
Tænker det lige skal nævnes, at hverken min mand, mine børn eller andre på noget tidspunkt, har udtalt sig dårligt om mit nye udseende – tværtimod. Og jeg kan da også sagtens gå rundt nøgen eller topløs derhjemme uden at have det skidt med det. Som før omtalt er jeg jo en meget stædig person og det gør sig også gældende i forhold til min bare overkrop. Nu kan jeg også lave lidt sjov med det. Hvis folk fx siger “Hvor ser du godt ud!” kan jeg godt finde på at svare “Tak, men knap så godt i bar overkrop!”. Og som min mand sagde, så tror han faktisk, at jeg til sommer er så “ligeglad” med hvad andre og jeg selv tænker, at jeg kunne finde på at bade topløs, til trods for at det ellers kun var noget jeg gjorde som ganske ung – men jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Lysten til at afprøve reaktioner i en svømmehal er også ved at indfinde sig . Og mon ikke der bliver noget at skrive om fra det besøg?!
Stort tillykke med din blog
Meget rørende og super godt skrevet og beskrevet. Knus Pia ❤️
Hej Pia
Tusind tak for de søde ord. Det er dejligt at høre
Knus Henriette
Du er så sej min elskede kone
Jeg elsker dig over alt og for evigt
Hej min skat
Tusind tak – elsker også dig uendeligt.
Kys kys
Sej er ikke ordet Tony, hun er uovertruffen og har den vildeste energi❤️Hele dit forløb for start til nu har du bare været så positiv og stærk. Det skal nok bære frugt senere
Hej Kate
Tusind tak for de flotte ord – bliver jo helt rørt.
Kæmpe knus
Tillykke med din blog, godt du tager hul på emnet….. for det hele er lidt uvirkeligt i dagene op til operationen til man vågner op efter det er overstået. Slap du for kemo og stråler?
Langsomt kommer du tilbage og får kampånden og husk du er det samme dejlige menneske som før, blot mere opmærksom og husker at fejre hvert år du er i live ❤️❤️Tillykke med livet❤️❤️Hilsen Vivi
Hej Vivi
Tusind tak for de søde ord.
Ja, der er mange tanker og følelser igennem sådan et forløb. Og mit er langt, men formår heldigvis at holde hovedet og humøret højt, for ellers er det jo bare spildtid, synes jeg.
Jeg har været i behandling siden juni 2015 og har både fået kemo, stråler, antihormoner, operation og nu på kemo igen. Og det vil jeg selvfølgelig også komme til at skrive om herinde, men nu starter jeg på en måde bagfra, fordi det har været operationen og den ændrede krop, der har ramt mig mest.Håber du vil følge med.
Håber du er ovenpå, for det lyder som om du desværre også har været igennem lignende.
De bedste hilsner Henriette
Hej Smukke dig —Jeg tar SÅ meget hatten af for dig, for du er bare SÅ sej. Et menneske med så meget energi , overskud ,charme og gå på mod ,skal man lede MEGET længe efter, ….. Henriette du er en fantastiske kvinde,som rigtig mange kunne lære meget af. Jeg ønsker for dig, at det billede vil gå verden rundt…. din seje tøs
Hej Helle
Tusind tak for de søde ord og den store opbakning. Du er i øvrigt også selv ret fantastisk.
Det kunne være virkelig fedt hvis billederne og min historie kunne gå verden rundt og derfor er det dejligt med jeres hjælp til at sprede budskabet. Og jeg sætter stor pris på al jeres søde opbakning. Det betyder alverden.
Knus Henriette
Stort tillykke med din blog❤
Hvor er det et fantastisk billede.. Du er fandme sej, er hvor er det smukt skrevet
Hej Dina
Tusind tak for de søde ord.
Knus Henriette
Tak for at dele din historie med os alle. Du er så sej og en inspirerende og fantastisk kvinde.
Alt godt fremover til dig og dine kære.
De kærligste tanker fra mig
Hej Dorthe
Tusind tak for de søde ord og tanker.
Kæmpe kram og alt godt til dig og dine
Henriette
Meget rørende Henriette.
Du er simpelthen så sej og helt igennem et fantastisk livstykke. Man finder næppe mange der har så meget lyst til livet efter den omgang du har været igennem, en beundringsværdig kvinde og et fantastisk forbillede det er hvad du er❤❤❤
Af hjertet tak fordi du deler din historie.
Kh Tanya
Hej Tanya
Årh, bliver jo helt rørt altså. Tusind tak for de søde og varmende ord.
Knus Henriette
Stort tillykke med din blog. Virkelig smukt og rørende skrevet, der trillede en tårer ned af min kind. Du er som jeg hele tiden har sagt til dig, en fantastisk kvinde, med en styrke der sparker r….,er sku stolt af dig smukke. Du er et fantastisk forbillede for andre kvinder. ❤️
Hej Tina
Tusind tak for de søde ord som du altid skriver. Det betyder meget.
Knus Henriette
Hej skønne dig Tillykke med bloggen. Super dejligt at fu beskriver nøgent hvad du var og er igennem så de kvinder der kommer i samme situation forstår de ikke er alene med smerten over at “miste deres kvindelighed” selvom de beholder deres dyrebare liv. Vi er kvinder. Og vi er glade for vores liv men vi har ret til at sørge over det tabte!! Tak for bloggen. Dejligt skrevetOg held og lykke med den fremover. Knuzer
Hej Bettina
Tusind tak for de søde ord, min skønne. Hjælp gerne med at sprede budskabet.
Kæmpe krammere
Henriette
Du er så stærk og så kærlig. Jeg er så heldig du er i mit liv. Jeg har så stor respekt og Dig og Tony. Og jeres kærlig er så fantastisk at se. Loooooove you.
Hej Elisabeth
Tak for de søde ord – jeg er da også heldig at have dig i mit liv.
Love you back
Henriette
♥️
Hej Lis
Tak for looooove og alle dine delinger. Det betyder meget.
Knus Henriette
♥️
Hej smukke❤️
Stort tillykke med din blog. Det er virkelig virkelig smukt skrevet og meget rørende. Du er en fantastisk sej kvinde, og jeg har så stor respekt for din fantastiske måde at håndtere det hele på❤️
Knus fra Marlene
Hej mit dejlige æsel
Tusind tusind tak for de søde ord. Du kan tro, at jeg også synes du er super sej og jeg er så glad for at have mødt dig.
Kæmpe knus
Hej.
Faldt helt tilfældigt over din blog, og hvor er du bare sej. Kender historien fra mig selv. Har også fået fjernet venstre bryst og den der manglende genkendelse, der bliver ved at overraske mig, når jeg kigger ned nu snart 2 år efter, ja det ryster mig – næsten ligeså meget som da jeg fik diagnosen.
Jeg lader stadig ikke folk se mig uden tøj på – og ture i svømmehallen og på stranden er absolut nogo.
Stor stor respekt til dig for dit smukke billede og din fantastiske måde at beskrive en så stor omvæltning på.
Knus fra Bodil