At mangle et bryst

At mangle et bryst

D. 17.12.18 ændrede min krop sig drastisk på blot et par timer. 

Jeg fik en mastektomi på venstre bryst og alle lymfer i venstre armhule blev også opereret væk. Forud for operationen havde været massevis af tanker og bekymringer, men i bund og grund gik det ud på, at få kræften væk. Havde hørt en del om følgevirkninger som lymfødem, sårets helingstid, genoptræning, massage af arret og proteser. Men faktisk overhovedet intet om det psykiske aspekt.

Inden jeg blev lagt til at sove på operationsbordet græd jeg og var meget følelsesladet. Jeg kunne ikke rigtigt sætte ord på det, udover at jeg selvfølgelig var bange for om jeg vågnede op igen. Men der var også noget andet. Og efter lidt snak med folkene på operationsstuen, sagde en sygeplejerske, om det ikke kunne hænge sammen med, at jeg nu havde været i behandling i så lang tid, hvor man faktisk ikke har kunne se at jeg var syg og nu ville man – eller i særdeleshed jeg – kunne SE, at jeg var syg. Det blev pludselig meget synligt fysisk. Og der ramte hun nok meget godt plet. 

Igennem mit lange behandlingsforløb, har jeg været heldig at undgå slemme bivirkninger – har ikke mistet håret eller været så utilpas, at min familie og øvrige omgivelser rigtig har kunne se eller mærke, at jeg faktisk er alvorlig syg. Men efter denne operation ville man i den grad kunne se det. For jeg ville mangle et bryst! En del af min krop, der er et stort udtryk for min kvindelighed, en del af mig der har givet mine børn næring og i virkeligheden også en del at mit seksualitet. 

Så jeg faldt grædende i søvn og vågnede på noget af en rus og meget lettet. Nok i virkeligheden mest lettet over at være i live, men også fordi operationen forhåbentlig var gået godt og den del af kræften nu var ude af min krop. Rusen varede ved det meste af et døgn og jeg havde kun lidt smerter. 

Et døgn efter skulle den yderste forbinding fjernes – det er i grunden meget lidt man er bundet ind i forhold til hvor meget der er blevet skåret af en! Jeg havde jo haft kigget lidt på den forbinding og havde tænkt at det da ikke var så slemt – også fordi der ikke var ret mange smerter. Da den yderste forbinding var taget af, var der kun et tyndt plaster henover såret og både sygeplejerske og en veninde der er på besøg kigger på det og udbryder begge, at det er så pænt. De synes jeg skal gå ud i spejlet og se det. Hvilket jeg selvfølgelig gør med største optimisme jeg kan frembringe. Og så bliver jeg da ellers ramt af et voldsomt spark i hovedet! Pænt!? Jeg ligner jeg ved ikke hvad! Jojo bevares – det er flot syet sammen, men jeg ligner en mand på den ene halvdel af min overkrop og så hænger min forholdsvis store morpat der på den anden side! Altså det var nok også mindre end jeg havde forestillet mig, men det var noget af et chok at se sig selv i spejlet. Pludselig føltes jeg som et helt andet menneske. I hvert fald ikke mig selv. Og det gjorde mig noget slukøret og ked af det. Følte en sorg over det mistede bryst og den mistede kvindelighed, som jeg virkelig blev ramt af hver gang jeg kiggede nedad mig selv. 

Jeg fik pillet drænet ud og fik lov til at blive en ekstra nat for at restituere. Da jeg kom hjem, var jeg selvfølgelig glad for at se min familie og komme hjem, men om aftenen, da jeg lå på sofaen og stirrede på vores juletræ, var det eneste jeg kunne tænke, at jeg aldrig nogensinde ville blive mig selv igen!! Følte mig i det dybeste hul jeg nogensinde har været i. Og vidste helt ærligt ikke helt hvordan jeg skulle komme op igen. Efter at have været ked og nede i et par dage, spurgte min ældste søn pludselig:”Mor, hvornår bliver du dig selv igen?” Det ramte mig og fik mig til at indse, at jeg måtte tage mig sammen og få mig selv hevet ud af det sorte hul af selvynk, selvmedlidenhed og sortseen.

Det krævede noget selvjustits, styrke og stædighed (sidstnævnte har jeg heldigvis masser af), men det smertede stadig mit hjerte og sind, når jeg kiggede ned af mig eller så mig nøgen i et spejl. 

Jeg har altid haft store bryster og har godt kunne lide at have nedringede kjoler eller bluser på, men det kunne jeg heller ikke mere. Jeg kunne kun sove på ryggen i lang tid og nogen gange kunne jeg også mærke kløe eller stikken i den manglende brystvorte. 

Først da jeg kom ud og fik købt nogen fine bh’er og fik mine proteser fra Amoena, begyndte jeg for alvor at få det bedre. Selvom spejlbilledet stadig er noget man aldrig helt vænner sig til tror jeg. 

Tænker det lige skal nævnes, at hverken min mand, mine børn eller andre på noget tidspunkt, har udtalt sig dårligt om mit nye udseende – tværtimod. Og jeg kan da også sagtens gå rundt nøgen eller topløs derhjemme uden at have det skidt med det. Som før omtalt er jeg jo en meget stædig person og det gør sig også gældende i forhold til min bare overkrop. Nu kan jeg også lave lidt sjov med det. Hvis folk fx siger “Hvor ser du godt ud!” kan jeg godt finde på at svare “Tak, men knap så godt i bar overkrop!”. Og som min mand sagde, så tror han faktisk, at jeg til sommer er så “ligeglad” med hvad andre og jeg selv tænker, at jeg kunne finde på at bade topløs, til trods for at det ellers kun var noget jeg gjorde som ganske ung – men jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Lysten til at afprøve reaktioner i en svømmehal er også ved at indfinde sig . Og mon ikke der bliver noget at skrive om fra det besøg?!